Logo - Aktuel udstilling
Stengalleriet - Aktuel udstilling

Jul i Stengalleriet 2018

Aktuel udstilling, illustration 1
Hus med begittet dekoration, 4½ x 9 cm
Else Juhl Weaver

Lørdag og søndag den 3. og 4. november 2018 åbner udstillingen Jul i Sengalleriet 2018 - begge dage fra kl 10 til 17.

Udstillingen vil kunne besøges frem til 31. december 2018, og Stengalleriet åbnes med fornøjelse alle ugens dage efter aftale på telefon 25 31 93 43 (gerne bare med et par forslag om tidspunkt på en sms). Så svarer jeg med det samme og jeg har det godt med små grupper, som plejer at nyde atmosfæren i Stengalleriet

Specielt til juleudstillingen kommer keramiker Else Juhl Weaver med et spændende udvalg af sin keramik, som især drejer sig om glaseret stentøj samt stentøj med begittede dekorationer. Hun skal udstille sine ting i Værkstedsgalleriet sammen med min afdøde kone Lis Kubels store samling af sten og mineraler.

Else Juhl Weaver startede på Kunsthåndværkerskolen i København i 1959 specielt med emner som tekstil, stoftryk og vævning. Det gav lyst og muligheder for to projekter i Afrika. Først to år som ulandsfrivillig i Uganda, hvor formålet var at etablere beskyttede sy-værksteder og de næste to år sammen med familien i Tanzania, med at undervise kvinderne i vævning med henblik på at etablere sig selvstændigt i landsbyen.

Aktuel udstilling, illustration 2
Flad vase med glasur 15 x 6½ cm
Else Juhl Weaver
I 1983 kom hun hjem til Danmark igen og blev først underviser og senere forstander på en produktionsskole. Her var målet parallelt med de fire år i Afrika. De mange arbejdsløse unge skulle sættes i gang med at udnytte deres evner. Efter 20 interessante år med de unge, modnedes hendes tanker om, at etablere eget værksted med keramik. Så efter et årskursus på ”Clay Art” i Aarhus med efterfølgende kurser på Helnæs, Engelsholm og Uldum Højskole, etablerede hun sig sammen med sin mand John (der er en habil billedkunstner) i et nytilbygget værksted i deres hus i Rude Strand. Læs mere her.

Nede i galleriet vil galleriets tre faste udstillere præsentere deres sidste nye arbejder.

Aktuel udstilling, illustration 3
Grønlig vase 23 cm høj
Else Juhl Weaver
Bente Vinther, Tamdrup ved Horsens maler naturalistisk i akryl på lærred og især billeder af natur og blomster, men hendes abstrakte billeder er også spændende i harmoniske naturfarver. Efter 7 år med penslen på Bangholm Keramikfabrik har hun fået en enorm træning i arbejdet med at blande de nøjagtige nuancer på paletten. Læs mere her.

Trædrejer Hans Kjær Poulsen, Akkerup ved Hårby på Fyn er som trædrejer speciel ved, at han kan præsentere skåle og fade i 30 forskellige danske træsorter. Han har efter 18 års arbejde med lagring af træ fået erfaring i at styre en let nedbrydning af nogle af træstammerne. Det er med til at give de færdige arbejder markante teksturer – til tider med interessante billeddannelser. Hans kommer på udstillingen med helt ny 2018 produktion. Se mere her.

Kunsthåndværker Svend Erik Even-Jensen, Juelsminde har taget stenalderfolkets opdagelse af den hvide nordsvenske birkebarks evne til opbevaring af fødevarer op igen. I dag ved man at svensk hvidbirk indeholder det bakteriehæmmende stof ”Betulin”. Kunder kommer og fortæller, at ikke mindst hvidløgs evne til at spire nedsættes væsentligt. Svend Erik leverer birkebarkæsker til den verdenskendte restaurant Noma. (Nu på Amager!). Se mere her.

Else Juhl Weaver, Bente Vinther og Hans Kjær Poulsen vil være til stede på åbningsdagen lørdag den 3. november 2018, hvor man kan spørge ind til deres virke.

Der vil sædvanen tro blive serveret kaffe/te og småkager de to åbningsdage.

Til toppen