I Ivan og Karen Andersens museum på ”Stengaarden” i Bjødstrup kan man om sommeren få demonstreret, hvordan Ivan mener, man kunne slibe en
Smykke i grå flint, Søndervig Strand
Jørgen Kjær Poulsen
20 cm lang flintøkse på et par timer. Han fortæller blandt meget andet også om Danmarks første eksportartikel. Det drejer sig om tilhuggede ”bjælker”
i flint, som man tog med rundt i Skandinavien og de europæiske lande og anvendte som byttemiddel. Sådanne tilhuggede ”bjælker” er helt op til midten
af 1900 tallet brugt i visse dele af Afrika og Indien til flintbøsser.
Konkretion i sort flint, tromleslebet
Flinten dannedes i tilgængelige hulrum i kalken. Herved er der opstået mange særprægede former - såkaldte konkretioner. Om en konkretion kan man sige, at den er ”født” som sten. Den skal ikke først brydes ned og slides rund som andre bjergarter. Jævnligt kommer der besøgende i Stengalleriet som viser os konkretioner, der ligner dyr. De spørger os, om det kan være forsteninger, men der er altså blot tale om tilfældigheder, hvor hulrummet i kalken har været bestemmende for resultatet.
Der har for øvrigt på samme vis været tale om hulrum, hvor der er skabt fossiler
Plinthosella resonans, "raslesten" fra Møn
som søpindsvin, muslinger, armfødder, snegle med flere. Her er det de
døde dyrs bløddele, der er rådnet bort, så der kun er den tomme kalkskal, hvor der på indersiden har været perfekte mønstre tilbage som aftryk. I det
opståede hulrum dannes en flintkerne, som ikke er et egentligt fossil, men altid har et meget detaljeret og smukt aftryk. Andre former af flint opstår, når
flint udfældes i sprækker og revner. Endelig skal nævnes kugleflint, som kan dannes omkring en kiselsvamp. Den mest kendte kugleflint er ”raslestenen”,
som har fået navnet plinthosella resonnans. Navnet skyldes, at svampen ligger løs inden i kuglen og kan rasle. Den findes stor set kun i skrivekridtet på
Møn. Den er kendetegnet ved, at der findes et hul, der fører ind til hulrummet.
Når udfældningen først er begyndt, vil den nydannede flinteknold nærmest suge kisel til sig fra omgivelserne og derved vokse sig større. I mange
Smykke i grå flint med chalcedonåre
Søndervig Strand
Jørgen Kjær Poulsen
tilfælde sker det på bekostning af kalk, som må gå i opløsning og transporteres bort. Det er da sådan, at finkornet kalk lettere opløses end grovkornet.
Derfor ser man ofte fx skaller af kalk i flintesten. I bogen findes en god illustration til forståelse af de 3 faser.
Det andet bud på dannelsen af flint henter vi fra en anden spændende og velskrevet bog med titlen ”Sten i det danske landskab”, Geografforlaget 1988. Den er skrevet af geologen Per Smed og kan købes direkte fra forlaget. Per Smed skriver om dannelsen af flint side 84 og 85, at flint består af kvarts, som normalt anses for uopløseligt i vand. Hvordan kan flint da i det hele taget afsættes af gennemsivende vand? Jo, der er en ”kemisk udvej”, der kan forklare det. Koger man kvartssand med en base, kan sandet opløses. Det illustreres med følgende formel: SiO2+2NaOH—> Na2SiO3+H2O. Der dannes et stof, natriumsilikat, som i daglig tale kaldes vandglas.
I naturen koges kvarts normalt ikke. Smutvejen er, at der findes en porøs varietet med tilkoblede vandmolekyler: Opal SiO2,2H2O. Opalen opløses,
(også ved normal udendørstemperatur), af vand, der indeholder baser. SiO2 kan da afsættes som flint.
Stribet flint fra Hjarnø
To betingelser skal altså være opfyldt, for at der kan
dannes flint: Der skal være almindelig opal tilstede, og omgivelserne skal være basiske. Kalk er en base. Kiselsvampe, en primitiv dyregruppe på
bunden af kridthavet, havde skeletter af opal. Opalen opløstes, og flintknoldene dannedes.
Som den tredje fagmand præsenterer vi Jón Olaf Svane, som afsluttede sin geologiske eksamen med at skrive speciale om flint. Han starter med at skrive, at ingen endnu overbevisende har forklaret, hvordan flint dannes. Der er mange teorier, der hver for sig lyder rigtige. Men dels har ingen kunnet eftervises, dels er der altid variationer i flinten, der ikke kan forklares med en enkelt teori. Og heri mener Jón Olaf Svane at den endelige sandhed ligger. Der er flere processer, der kan lede til ens eller rimeligt ens materialer.
Indholdet i de fleste teorier er, at kisel fra døde dyr og planter - kiselalger og svampe - opløses af vand, som måske er blevet basisk af rådnende
organismer. Dernæst udskilles kislen igen i en eller anden - og her bliver det spekulativt - ”passende” form på et ”passende” sted. Med tiden omdannes
det til flint. Den ”passende” form kan være som kiselgelé. Det kan forklare stribet flint, idet der i geléer kendes kemiske processer, som danner striber.
Flint med bjergkrystaller
Det forklarer også den geléagtige mikrostruktur, flinten viser under elektromikroskop. Der ses udprægede opallignende strukturer, endda med velordnede
kuglelag, som man kender dem i ædelopal. men meget grovere og uden mulighed for det fine lysspil. (Prøv at gå ind og se under emnet opal.) Derudover
ses chalcedonlignende strukturer, som er opbygget af mikrokrystallin kvarts. Det, geléen ikke forklarer, er forekomsterne af fine bjergkrystaller af helt
ren kvarts, og den blå chalcedon, der kan have koncentriske lag, som kendes fra agater. De tolkes normalt som udfældninger direkte fra væsker.
Man er enige om, at udfældningen sker efter sedimentationen af kalken. Derimod er man ikke enige om hvornår. I dag ser vi flinten på sedimentations– og tektoniske flader i kalken samt som fossiler. Det har nogen brugt som argument for en tidlig dannelse i forbindelse med de første forrådnelsesprocesser, mens andre ser det som resultat af udfældning i lavtrykszoner i en større sedimentpakke.
Sandheden er svær at se. Opløsningen fremmes klart af basisk væske, men også tryk og eventuel øget temperatur hjælper. Desuden skal der flyttes store
mængder kisel for at koncentrere det i så tykke flintbånd, som vi kan se dem. Materialevandring er geologer normalt ikke glade for, men flere og flere
Flint med blå chalcedon fra Falster
begynder at acceptere det, også at det sker over store afstande, slutter Jón Olaf Svane.
Slibning af flint er normalt ikke noget, man skal lade begyndere starte med. Det kræver endda nogen rutine, at få et flintesmykke til at fremstå med en smuk højglans uden slibestriber. Det skyldes at flint, udover at den er rimelig hård - målt efter Mohs skala ligger den på 7 - også fremtræder temmelig sej. På den anden side er hårdheden og den tætte struktur med til at give en meget smuk glans. I januar 2005 fik vi sendt en portion sort og grå flint til Kina for at få det slebet til perler i forskellige størrelser. Det er flint, som er kommet fra Ågård mellem Kolding og Vejle og hentet op fra 6 meters dybde. Det har derfor ikke været udsat for frostens påvirkning og er af samme grund efter flintsmedens erfaringer det bedste flint at arbejde med.
Vi sendte cirka 45 kilo flint af sted med fragtskib til Kina. Otte måneder senere - det vil sige i starten af august - kom der godt 6
kilo flinteperler tilbage i alle de skønne grå nuancer samt den sorte. Det er en pragtfuld oplevelse, at lukke en sådan kasse op og betragte det flotte
Kæde i broget flint
Lis Kubel
kinesiske arbejde. Når vi ser på disse flinteperler kommer vi uvilkårligt til at tænke på tidligere tiders store diskussion om, hvilke smykkesten der kunne
kaldes for ædelsten, og modsat hvilke der ikke var fine nok til den benævnelse. Med den intense nærmest fløjlsagtige dybde især de sorte flinteperler
fremviser, mener vi ikke, at der findes noget mere ædelt - og så er det endda et dansk materiale. Siden august har Lis naturligvis været travlt optaget af at
kombinere kæder i flint. Flinten passer rigtig godt sammen med blandt andet den røde granat, sort onyx, pyritkrystaller samt den dæmpede grønne
hornfels. Tag en tur til Stengalleriet i Horsens og se på herlighederne. Det kan gøres indenfor 3 timer fra ethvert sted i Danmarks fastland, og med 5
udstillinger om året vil vi altid kunne love de besøgende en stor oplevelse.