Turmalin

Turmalin, Illustration 1
Turmalinkrystaller i modersten
Få ædelstene kan opvise en sådan rigdom af varieret farvepragt som turmalinen. Ofte skifter farverne endda i samme krystal, mens den vokser, så at det inderste stykke af prismet har en anden farve end det øverste. Turmalinens farve spænder fra farveløs, rosa, rød, gul og brun til blå, violet, sort og den ovenfor omtalte flerfarvede.

Ofte findes turmalinen i flodgrus, men på pegmatitgange kan man undertiden finde stængler af turmalin tværs gennem kvarts, glimmerlag og feldspat. En sådan turmalingrotte stråler som en skatkiste, når lyskeglen fra prospektorens lampe rammer den.

De rigeste aflejringer findes blandt andet på Ceylon, Madagascar, Brasilien og Mozambique, men ellers findes smukke turmaliner mange andre steder i verden. De mest efterspurgte farver er den rosa, den kraftigt røde og den grønne.

Turmalinerne har sat mineraloger og kemikere mange grå hår i hovedet. Det har været en vanskelig mineralgruppe at analysere. Således ser Turmalin,
Turmalinkrystaller
man forskellige, komplekse kemiske formler opgivet. Den helt sikre formel kan blot ikke angives, idet det ene metal kan være erstattet af et andet og dermed have givet en ny farve.

Tidligere brugte mineralogerne ofte forskellige navne efter farvetyperne. Som eksempel på tre af disse navne, kan nævnes rubellit om den røde turmalin, achroit om den farveløse og skørl om den sorte. Derudover kaldte man i folkemunde de lyse turmaliner med sort top for "Negerhoveder", grønne med rød top for "Tyrkerhoveder", mens turmaliner med rød kærne og grøn skal kaldes for "Vandmeloner". Nu foretrækker man at tale om jernturmalin, magnesium-turmalin, lithium-turmalin, mangan-turmalin, chrom og vanadium-turmalin, ja fluor kan endda være til stede i små mængder.

To egenskaber er ofte tilstrækkeligt til bestemmelse af en turmalin. Den ene af disse er lysets brydning i stenen. Her tales om stærk dikroisme hvor lyset, som passerer gennem stenen, kommer ud i to forskelligtfarvede stråler. Derfor må sliberen orientere stenen, således at Turmalin, Illustration 3
Kæde i facetslebet turmalin
Lis Kubel
den smukkeste farvetone kommer frem. Ser man så stenen fra siden, vil man ofte undre sig over, at den er næsten sort. Den anden egenskab er, at turmalinen oplades elektrisk ved opvarmning. Ligesom rav vil turmalinen ved gnidning blive elektrisk og tiltrække fx papirstumper eller hår.

Om tidligere tiders overleveringer skriver Ove Dragsted blandt andet, at turmalinen er skønåndernes sten. Den fremmer intuitionen, bevinger musen, giver åndelig berigelse, gør sin bærer til guders og menneskers yndling og bringer legemet sundhed og ånden renhed. Turmalin er desuden, sammen med den farverige opal, lykkesten for oktober, måneden med det brogede løv.