Solveig Lomholt Bruun - Pottekone
Solveig Lomholt Bruun
Præsentation
Ude på landet, tre kilometer syd for Horne, ligger gården Tradsborg med en stor, velholdt have. Her bor pottekonen Solveig Bruun, som laver jydepotter på samme måde, som man gjorde for 200 år siden. Hun brænder af interesse for den faglige kunnen og ikke mindst den historiske baggrund – og så er hun en gudsbenådet fortæller.
I en del år underviste Solveig Bruun som faglærer i vævning og milebrændt lertøj,
men startede for alvor pottemageriet efter et kursusophold på Engelsholm midt i 70’erne.
Hun blev meget optaget af at fremstille det uglaserede, sortbrændte lertøj, som i Øster
Horne Herred i gammel tid kaldtes ” swot pot’er”(sorte potter, jydepotter).
Historie
Historien, som fortalte om hendes hjemegn, der i sidste halvdel af 1700 tallet og helt frem til godt og vel 1850 var et centralt område for fremstilling af jydepotter, betog hende. Tidligt kunne man læse i de første beskrivelser om jydepotter i Øster Horne Herred, at egnens glimmerler var af en høj kvalitet. Blandt meget andet står der i 1836 at læse, at der bortset fra ”æ præst å æ degn” i Horne og Thorstrup sogne ikke var et eneste hus, hvori der ikke blev ”gjort potter”. Det var en ret vigtig ekstraindtægt i de fattige, vestjyske hedeegne.
Tre jydepotter med cirkelmønstre
Solveig Bruun Det var ikke så vigtigt, hvor køn en giftefærdig pige var på den tid. Det vigtigste var: Om hun var ”færm i æ lier”(dygtig i leret)!
Fremstillingsprocessen
Fremstillingen af jydepotter starter med en ”kløs” (klump ler) på et grydebrædt, ”grydefjæl”, hvor man begynder udhulingen af lerklumpen først med tommelfingeren, siden med en sten. Så ta`r man en lille, våd klud og former ”æ brej”(den øverste kant). Nu stilles potten så til tørre, indtil kanten er så fast, at den ikke klistrer mere. Man kan så ta` potten ned i skødet og begynde at banke potten ud med en sten, ”æ bonkstien”. Det er her, at øvelse gør mester ! Efterhånden kan man dreje potten rundt og fornemme, hvor den skal ha`endnu et par bank. De erfarne pottekoner i 1800-tallet sagde, at man skulle banke indtil det ”prikkelt å priilet i æ finger”.
Efter endnu en tørring kan man skrabe ”æ liv”(bugen) pæn, glat med ”æ skrawkniw”(skrabekniv).
Så bliver bugen glattet med en våd klud, og igen sat til tørring.
Nu er det ørernes tur. På Vardeegnen var det almindeligt, at man satte ørerne på vandret.
Sort lågkrukke
Solveig Bruun
Andre steder i landet har man sat dem lodret på. De tre tæer har altid 5 facetter, når de
er fra Vardeegnen, og pottekonerne satte altid en tå ud for et øre og de to andre i forhold
hertil. Efter den sidste tørring begynder så glitningen med glittestenen (”æ glåesstien”).
Bræmmen bliver glittet, og hver pottekone har sit eget mønster, som hun glitter på siderne
af potten. Nu mangler potten kun at tørre helt igennem, inden den er klar til
milebrænding ude i Guds fri natur, helst en solskinsdag uden blæst og regn!
Køkkentøj
Det var ikke kun jydepotter, som blev fremstillet i 1800-tallet. Masser af andet ”køkkentøj” blev lavet og handlet af ”æ potmænd” : suppegryder (mægtig store jydepotter, som ofte blev lånt ud til gilder), ”flakninger”, som er flade kar – men stadig med tre ben, så de kunne stå i det åbne ildsted – en slags stegepander, flødekander, kaffekander, æbleskivepander, barselpotter, ”kjertstager” (kertestager, lysestager, som havde 4 huller, hvor altid ét passede til de hjemmedyppede tællelys), ”stjertpotter” (ørepotter ) samt andre.
Oldtidens lerkunst
Solveig er meget interesseret i oldtidens lerkunst og dybt fascineret af teknikken og æstetikken i f.eks. de gamle jernalderkar. Hun har studeret og gennemtegnet, især den romerske jernalders krukker og kar, der var kendetegnet ved deres smukke former og ofte usædvanligt skønne mønstre. Solveig glædes ved synet af en smuk form ikke mindst, når den vokser frem mellem hænderne - og så er hun vild med mønstre.
Krukke med tilførsel af ilt
Solveig Bruun
Mønster som udtryksform
”Mønstret er jo menneskets ældste kunstneriske udtryksform. Det er meget mere end bare dekoration. Faktisk vil jeg sammenligne det med et slags talesprog, som kan opleves fortællende”, forklarer Solveig Bruun og viser nogle af karrene frem og fremhæver Skarpsalling-karret - også kaldet ”Stenalderens dronningekar”. Dette usædvanligt smukke og velholdte kar, som kan føres tilbage til 3200 f.kr. og i dag pryder den nye 50-kroneseddel, laver Solveig kopier af.Det tager rundt regnet 18 timer at trykke mønstret på karret med en muslingeskal og kyllingeben, efterfulgt af glittede bånd. Brændingen af disse kar er betydeligt vanskeligere end milebrændingen, hvor jydepotterne ligger beskyttet af en jerntønde (i stedet for lyngtørv). Manglen på ilt under jerntønden giver potterne den sorte farve (reduceret brænding, som ta`r iltmolekyler fra leret). Skarpsallingkarret skal ha`delvis ilttilførsel, og spændingerne i karret, der nogle steder er dækket af en græstørv og andre steder ligger i åbne flammer, er ofte mere, end det kan klare - med det resultat, at karret slår revner! Jo, der er også skuffelser i pottemagerlivet!
Kopi af Skarpsallingkarret
Solveig Bruun
Jagten på oldtidskar
En dygtig pottepige kunne i 1850 fremstille 3-4000 potter i den frostfrie periode af et år. Det er ikke vigtigt for Solveig med antallet af potter. Hun går mere op i at opspore oldtidskar med smukke former og mønstre og kopiere dem – eller blive inspireret. Inspirationen er den vigtigste drivkraft i arbejdet med ler. Hun har også stor lyst til at eksperimentere og fabulere med egne former og mønstre, inspireret af gamle oldtidskar. Ligeledes eksperimenterer hun med brændingerne - med og uden ilttilførsel - tæt knyttet til naturens kræfter.
”Naturen gi`r mig gaver – men også store udfordringer !”