Granat

Røde granatkrystaller i lys glimmer fra Østrig

Indledning

Ordet karfunkel brugtes om røde funklende smykkestene som oftest de klare røde granater. Til begrebet karfunkel hørte en speciel slibning. De røde smykkesten blev slebet som cabochon, og så blev de som noget specielt slebet med en udhulet bagside for at fremhæve den røde farve. I dag har man stort set forladt denne form for slibning og anvender i stedet mest facetslibning. Ordbogen skriver om karfunkel: "lille stykke glødende kul" eller "stærkrød ædelsten", på latin carbunculus. Navnet granat er derimod afledt af det latinske granum, som betyder korn. Nogle mener, at det hentyder til, at man meget ofte finder granat som løse krystaller i en modersten. Herimod taler Ove Dragsted i sin dejlige bog Ædelstene i Farver, der er illustreret af Otto Frello. Ove Dragsted mener at granatæbletræet Punica granatum har givet navn til ædelstenen granat, thi når det røde granatæble bliver modent, springer det op og kaster sine karminrøde kerner til alle sider som en regn af ædelstene.

Granat består af 20 mineraler, men langt hovedparten af de granater, vi finder udgøres af blandinger mellem 6 hovedtyper af granater. De 6 hovedtyper
Kæde med facetterede røde granater og hæmatit
Lis Kubel inddeles igen i 2 blandingsrækker med tre i hver række.Den ene række hedder "Pyr Al Spit" - rækken, hvortil hører Pyrop, Almandin og Spessartin, som alle tre indeholder bl.a. aluminium. Den anden blandingsrække hedder "U Gr Andit" - rækken. Heri findes uwarowit, grossular og andradit, som indeholder henholdsvis chrom, aluminium og jern. Ingen af disse 6 typer findes rene i naturen, men de er altid blandet med hinanden - også på tværs af de to rækker. Regner man alle varieteterne med, kan der blive tale om rigtig mange.

Lidt om de mest kendte granater

Pyrop er sindbilledet på granat. Her hører blandt andet de kendte bøhmiske granater til. Pyrop blev anvendt meget i modesmykker i det 19. århundrede. Mange "rubiner" i verdens royale skatkamre har reelt været granattypen pyrop - og ikke den noget dyrere ædelsten rubin. Navnet "Pyros" kommer af græsk ild eller lue, og farven skyldes indblanding af almandin og noget chrom.

Almandin er opkaldt efter den lilleasiatiske by Alabanda, der ligger i Tyrkiet. Her
Smykke med hessonitkrystaller fra Canada
Jørgen Kjær Poulsen sleb man almandin i oldtiden. Den er mørkere rød end pyrop - ofte i retning af violet. Den blev tidligere slebet som cabochon med udhulet bagside til karfunkel som beskrevet i indledningen.

Rhodolit er lillarød til purpurrød og sammenlignes i farve med modne hindbær. Den siges at være en ligelig blanding af pyrop og almandin. Den er først beskrevet i forbindelse med fund i North Carolina, som hævdede, at den kun fandtes her, men rhodolit kommer nu mest fra Afrika.

Spessartin har navn efter Spessart i Bayern, men kommer nu især fra Ceylon og Madagascar. Den er gennemsigtig gulorange til rødbrun og findes blandt andet i granitpegmatitter. Den er forholdsvis sjælden og derfor meget efterspurgt af samlere.

Hessonit er orangebrun og minder en del om spessartin. Navnet kommer af græsk (h)ésson, som betyder mindre. Det hentyder til at hessonit er mindre rødlig end hyacinth, som er en zirkonvarietet. Stenen er blevet omtalt som "kanelsten" og kommer fra Ceylon. Hessonit er ikke så sjælden som Spessartin.

Uwarowit: Sådan skal man stave til den ifølge den internationale
Smykke, centersten med uwarowitkrystaller
Rusland
Lis Kubel og Jørgen Kjær Poulsen nomenciaturliste, som dækker de internationale vedtagne handelsnavne på ædelstene. Den staves dog oftest uvarovit efter den russiske adelsmand og mineralog grev Sergej Uvarov. Den er smuk, klar mørkegrøn, og skylder sin farve chrom. Det er den kraftigst farvede af granaterne. Derved skiller den sig ud fra de ellers overvejende rødlige granattyper. Det er sjældent at finde tilstrækkeligt store krystaller til slibning, men i Ural i Rusland findes små uwarowitkrystaller drysset som sukker på revner i bjerget. Det er en meget intenst skinnende grøn variant, som vi også her i Stengalleriet anvender som smykkesten.

Grossular er den mest farverige af granaterne. Den kendes som glasklar, hvid, gul, rød og grøn. Navnet stammer fra latin Ribes Grossularia, en stikkelsbærbusk , hvor den grønne grossular med sine små sorte prikker minder om modne stikkelsbær. De forskellige farver i grossular har mange handelsnavne, og der findes et væld af varianter, som ikke alle skal nævnes her.

Tsavorit er en smaragdgrøn og transparent grossularvariant, som kommer fra Tanzania i grænseområdet til Kenya. Den har fået navn efter fundstedet Tsavo.
Kæde med facetteret grossular
Lis Kubel Den har et højt indhold af vanadium, og kaldes af samme grund også for "vanadiumgrossular". Det er en ret nytilkommen variant.

Grossular Jade: Ved kontaktmetamorfose af urene kalk- og lerbjergarter dannes skarnbjergarter. En finkornet skarn rig på (hydro-) grossular, vesuvian, zoisit og diopsid har ofte spændende farver og lyse og mørke tegninger, som gør den velegnet til slibning. Flødefarve, lyserød og grøn er de almindelige farver. Bjergarten anvendes både til smykkesten og til figurskæring. Den har været anvendt i stedet for jade, men er også udgivet for at være det. Mange traditionelle navne som "Transvaal jade", "Kap jade" eller "Californisk jade" dækker over denne bjergart, som altså ikke er en rigtig jade.

Andradit er opkaldt efter den brasilianske mineralog J. B. Andrada e Silva. Den er meget almindelig i jernrige kontaktmetamorfe skarner, men findes også som titanrig melanit i lava - fx fra Vesuv i Italien. Melanit er en stærk glinsende sort eller mørkrød variant af andradit. Den blev brugt i nittenhundredetallet som sørgesmykke.

Demantoid er en anden kendt variant af andradit. Den er gennemsigtig og farven spiller i området smaragdgrøn til gulgrøn. Den blev fundet i midten af det 20. århundrede i Ural i Rusland. En meget værdsat ædelsten, men den er
Kæde med facettreret grossular, serpentin
og ferskvandsperler
Lis Kubel sjælden. Man kan oversætte navnet med diamantagtig. Det skyldes, at den har en meget høj lysbrydning, og så er det den granatvariant, der har den højeste dispersion. En dispersion der endda er større end diamantens, hvilket har gjort, at den kunne forveksles med diamanten. Og selvom den grønne farve skjuler lidt af spillet, er en facetsleben demantoid utrolig levende og spillende. Om dispersion står der: Opdelingen af hvidt lys i kulørte farver kaldes farvespredning - som i fagsproget benævnes dispersion.

Anvendelse af granat

Granat har generelt en hårdhed på 6,5 - 7,5 efter Mohs skala og anvendes til smergellærred. Smergel er granatsand, og den runde kornform gør det velegnet til skånsom slibning. I dag er smergels anvendelse næsten overtaget af syntetisk carborundum. Ellers anvendes granat som smykkesten. Primært facetslibes de, og er sjældent kostbare. Tsavorit, demantoid og farveskiftende granater opnår dog svimlende priser.

---

Hovedkilder:

• Granater, kompendium af geolog Jón Olaf Svane, Skejby, Århus
• Ædelstene i Farver, Ove Dragsted, Politikens Forlag 1972
• Ædelstene, Walter Schumann, G.E.C.Gad, København 1978