Jens Buhl - Jernskulptør
Jens Buhl
Foto: Lis Albertus Da skomager Jens Buhl fra Vejle i 1988 efter 40 år som skomager bestemte sig for at forlade sin læst - blev han livskunstner. I et højloftet, katedrallignende værksted i Spinderihallerne i Vejle giver skomageren jernet fra skrotbunken nyt liv og personlighed i form af skulpturer. Robert Jacobsen - "Store Robert" - er uomtvisteligt både forbillede og den store inspirator for Jens Buhl. Men som Jens Buhl selv siger: "Jeg ved godt, det ikke er verdenskunst, jeg skaber, men måske nok livskunst."
Det var egentlig maleren og kromanden Knud Nielsen fra Vindelev, der satte Jens Buhl i gang med følgende salut: "Verden, det er ikke det, de andre går og laver. Det er, hvad du selv er, hvad du gør!." Og det er helt utroligt, hvad det har udviklet sig til, siden Jens Buhl forlod den blankpolerede tilværelse som skopudser for efterhånden mange år siden og gav sig i lag med det rustikke jern fra skrotbunken.I dag føler Jens Buhl det nærmest som en indre nødvendighed at arbejde med jernet, der kan formes så blødt som en krop. - En nødvendig del af hans liv her på frihedens favnende vej i den tredie alder.
Jens Buhl, der er en årgang 1928, siger selv følgende om sin overgang til den tredie alder - til et liv med kunsten:
"Apropopos - når man hele sit liv har levet efter devisen: ikke at gå over den plæne,
hvorpå skiltet med "græsset må
Arenaen, Jens Buhl
ikke betrædes" står - er det svært at bryde ud. Jeg ynder at sige: "At have været
interesseret i arkitektur og kunst et helt liv, det er selvfølgelig en sandhed med
modifikationer, men da jeg i november 1988 forlod min skomagerforretning for sidste
gang, fik jeg i hvertfald mulighed for - overfor mig selv - at bevise, at der var noget om
snakken". Jeg begyndte en næsten systematisk gennemgang af de danske kunstmuseer -
museer jeg på forhånd vidste havde min interesse. På denne min rundrejse fik jeg kontakt
til Fyens Kunstmuseum. Her var der på det tidspunkt ansat en mag. art., der på en
inspirerende måde fortalte kunsthistorie, der passede ind i mit kram.
Her gik jeg over en længere periode til forelæsning, og der blev også lejlighed til at høre om arkitektur og rum på universitetet. Men lad nu være med at tro, at jeg har gjort noget enestående. Jeg har blot fulgt et spor - en interesse, som samtidig viste nogle iagttagelser om mig selv. Den sti, jeg indtil da havde trådt mellem mit hjem og min arbejdsplads, var til en vis grad en sikker sti. - Nu stod jeg pludselig med en frihed af ukendte dimensioner - en frihed der skulle forvaltes. Det var for mig noget nyt og ukendt. - - Men nu til jernet!
Efter alle disse museumsbesøg og alle disse teorier om kunst, måtte jeg have noget i
hænderne. At det blev jernet var måske ikke nogen tilfældighed. Måske havde det noget
Mine Guder - Nr.4, Jens Buhl
med mit tidligere liv at gøre. Her havde jeg sat en ære i at aflevere mit arbejde i topfinish
- blank både foroven og forneden - men nu skulle det være rustikt. Og da jeg aldrig
rigtigt har kunnet tegne - sådan med dybde og perspektiv - kunne jeg måske bruge jernet
til at forbedre mine tegnekundskaber med. Jeg ved godt det hele er prøvet før - og med
fremragende resultat, men det skal ikke afholde mig fra at prøve kræfter med det
spændende metal."
Jens Buhl sprudler af liv, når han fortæller om sin kunst og de gode vilkår, kunsten har budt ham på et tidspunkt, hvor de fleste nok ville stille sig tilfreds med at nusse lidt rundt i haven eller læse de gode bøger, de aldrig har haft tid til at åbne, mens de var erhvervsaktive. "Jeg træffer mennesker fra alle hjørner af samfundet", siger han. "Kunsten er selvfølgelig vores fælles berøringsflade, men samværet er givende på mange andre måder, for vi snakker jo ikke bare kunst hele tiden."
Jens Buhl døde den 5. april 2018 i en alder af 90 år.