Lis Knudsgaard - Keramiker
Lis Knudsgaard
Foto: Lis Albertus Lis Knudsgaard blev født i Stadil ved Ringkøbing den 10. april 1932.
Efter sin uddannelse, først som gymnastik- og idrætslærer på Gerlev Idrætshøjskole og senere som tilskærer på Vestjyllands Sy- og Tilskærerskole, blev det til mange år med undervisning heri på højskoler og aftenskoler.
Det var først i 1971 på HF ved Grindsted Gymnasium at Lis Knudsgaard fik øjnene op for
keramikken. Det var kursets dygtige formningslærer Carner Bentzon, der gjorde udslaget.
En anden, der i tiden efter fik væsentlig betydning for karrieren, var kunstmaler og lærer
på Statsskolen i Åbenrå Harald W. Lauesen. Han kom til at fungere som privatlærer i flere
år. Han lærte hende bl.a. at betragte verden og kulturen omkring sig i former, streger,
linier og farver med henblik på at genskabe eller omforme. Harald W. Lauesen sagde
blandt meget andet: "Det er synd for de mennesker, der ikke kan abstrahere i hverdagen."
Kugle - 20. januar 2001
Lis Knudsgaard
Efter tiden i Grindsted blev det til cirka 25 år som underviser i forskellige sammenhænge - frem til 1983 i Horsensområdet med blandt andet eget værksted og kursuslokale i Vinten Skov ved Lund vest for Horsens.
De sidste 10 år af sit arbejdsliv gennemførte Lis Knudsgaard på Sjælland med forskellige jobs indenfor dagplejen. Her syntes hun den bedste oplevelse var jobbet som dagcenterleder på Dansk Blindesamfunds Dagcenter i Roskilde. De blinde og svagtseende havde en utrolig god evne til at formgive. I fuld koncentration udbrød de ofte: "Jeg ser det for mig!"
For nogen tid siden kontaktede vi Lis Knudsgaard om muligheden for en keramisk
udstilling i Stengalleriet. Det ville hun gerne, og med inspiration fra filmen over Arthur C.
Clarkes science-fiktion roman "2001", som hun havde set for omkring 15 år siden samt fra
lektor, cand. mag. Jens Martin Knudsens TV-udsendelser, havde hun meget lyst til at
sætte focus på året 2001.
Brun kugle - 4. maj 2001
Lis Knudsgaard
Det skulle være et projekt ud over det sædvanlige, hvor hver dag i året skulle markeres. Det ville samtidig medføre, at mange andre gøremål måtte tilsidesættes i netop det år, så energien kunne samles om "De Yderste Galakser", som udstillingen i foråret 2002 kom til at hedde.
Hele året 2001 blev der hver dag fremstillet en keramikkugle - et himmellegeme fra det yderste rum. Kuglerne skulle være forskellige, de skulle være inspireret af de enkelte dage og så være mærket med hver sin dato fra året 2001.
Om energien og troen på at gennemføre et sådant projekt, henviser Lis Knudsgaard igen til sin tidligere privatlærer Harald W. Lauesen, som i snakken om inspiration og arbejdsdisciplin sagde: "Man går i sit værksted hver dag - er man ikke inspireret, går man bare i gang alligevel - - så kommer inspirationen."
I forbindelse med udstillingen "Jul i Stengalleriet 2006" præsenterede Lis Knudsgaard 16
små abstrakte keramiske ikoner på 9 x 9 x 2,5 cm som tilsammen havde fået titlen
"Refleksioner". Inspirationen hertil havde hun fået ved at læse forfatter Jette Dahls
12 indlæg "Tænk efter" i Jydske Vestkysten. Jette Dahl har hentet ideen til disse indlæg
Refleksioner
Lis Knudsgaard
fra den svenske biskop Martin Lønnebo's lille fine bog "Kristuskransen", som handler om en
bedekrans med 16 perler. Lis Knudsgaard har lavet et lille hæfte med et billede af hver af
de 16 ikoner, som hver har et navn og er tildelt et citat. Fx hedder nummer 12
Kærlighedsperlen - givende. og citatet hertil: "Har man fået noget for intet,
kan man også give det videre for intet. Livsmodet og livslysten kan nu udtrykkes i
kærlighed og ansvar. Dette er livets store overstrømmende gave." Martin Lønnebo.
Lis Knudsgaards motto lyder således: "Man skal forny sin undren, og man skal så længe
som muligt stille sig kreative opgaver, som ikke kan defineres, før de er løst."