Logo - Gæsteudstillere
Stengalleriet - Gæsteudstillere

Jørgen Lisborg - Billedkunstner

Jørgen Lisborg
Jørgen Lisborg

Historie

Jørgen Lisborg er født i 1935 i Kalundborg, men havde sin opvækst på en gård i det smukke landskab ved Sorø. I 1961 blev han færdig som agronom fra Landbohøjskolen i København og fik i 1963 ansættelse som landbrugsskolelærer ved Grindsted Landbo– og Husholdningsskole.

I de første år underviste han i planteavl. Senere blev det driftsøkonomi og kemi, der blev hovedinteressen.

I 1966 købte Jørgen Lisborg gården Egebjerg på 50 tønderland i Agerbæk. Her boede han, indtil han sammen med sin kone Bodil Ingerslev flyttede ind til Grindsted, hvor de havde fundet deres ønskebolig på Engvej 23.

Selvlært naturalist

Jørgen Lisborg kan man roligt kalde for et ægte kunstnerisk naturmenneske. Lige fra barnsben elskede han at vandre i skovene, på markerne og rundt om søerne ved Sorø og betragte fugle– og dyrelivet og den altid skiftende natur. Oplevelserne blev altid Fuglefjeld, Jørgen Lisborg
"Fuglefjeld", tusch og pastel
34x42 cm
Jørgen Lisborg
tegnet ned på den medbragte skitseblok, som var en uundværlig del af påklædningen. Som han selv siger det: ”At tegne er at se.” Det træner nemlig evnen til at opleve detaljerne og nuancerne.

Den store interesse for fugle fik ham allerede i de unge år til at melde sig ind i Dansk Ornitologisk Forening. Og her har han været aktivt medlem i over 50 år. Det er også blevet til mange år som ivrig jæger, såvel som han er en flittig lystfisker med flue. Aktiviteter der har været med til at give en dyb indsigt i naturen og dens fugle– og dyreliv.

Helt oplagt bærer det hen til, at vi som kunstner har med en helstøbt naturalist at gøre. Jørgen Lisborg mener at et billede skal ligne noget, man kan gå ud og opleve. Han ynder mest efterår, vinter og forår på dage, hvor disen og tågen en gråvejrsdag giver karakter til landskabet. Han fortæller, at det giver nogle spændende farvenuancer og nævner fx træstammerne, der får anderledes og fine farver. Om sommeren derimod er alt blåt og grønt. Den klare sol giver motivelementerne alt for skarpe og klare overgange.

Hjemmet på Engvej

Mange af de foretrukne stemninger, som gråvejrsdagene er ødsle med, kan han finde lige uden for stuevinduet i det smukke hjem. Huset på Engvej 23 må kategoriseres som en Disko, Jørgen Lisborg
"Disko", oliepastel
19x19 cm
Jørgen Lisborg
perle af et hjem. Der er to etager, som er forskudt i forhold til gadeniveau. Det, man vil kalde kælderetagen, ligger i haveplan. Her har kunstnerægteparret indrettet en hyggelig stue i dejlige varme farver. Ovenpå fra stueetagen er der en skøn udsigt ud over haven og et spændende naturområde.

Haven er afgrænset af en stille flydende å, men går umærkeligt over i et større uforstyrret engareal med bl.a. en stor mængde birketræer. Hen under aften, den dag vi var på besøg, oplevede vi et fascinerende sceneri med hundredevis af kragefugle, der, med deres sædvanlige hyggelige ”snak”, forberedte sig på at gå til ro.

Blyanttegninger

Allerede i 1980’erne havde Jørgen Lisborg fået et godt ry som tegner. Det medførte, at Dansk Landbrugs Grovvareselskab udfra titlen ”Gården i 1980’erne”, bad ham lave blyanttegninger af grindstedegnens cirka 350 gårde. Det var vigtigt at det helt specielle ved hver gård kom med, og så skulle tegningerne påtegnes gårdenes oprindelige Pica Pica, Jørgen Lisborg
"Pica Pica", tør pastel
26x34 cm
Jørgen Lisborg
navne. Jørgen Lisborg nåede at tegne 100 gårde på egnen samt en del kirker. DLG ville bruge tegningerne af kirkerne som julehilsener til kunderne, mens selskabets almindelige meddelelser til kunderne blev med en ny gård på forsiden hver gang. Meddelelserne blev på den måde ret hurtigt til samleobjekter.

Pastelkridt

Skal det være, foretrækker Jørgen Lisborg pastelkridt til at skabe sine billeder med. Han oplever pastellerne som et uforligneligt materiale til at beskrive stemninger i naturen. Med dem kan han arbejde hurtigt og fastholde et given øjebliks fascinerende stemning. Om pastelkridt fortæller han følgende:

"Pastelkridts bestanddele er pulveriseret pigment, der med et bindemiddel er æltet til en fast dej. Dejen formes til runde stifter, som kan minde om tavlekridt. Fra det meget afsmittende, bløde kridt afsættes farven nemt på et ikke for glat papir og står med en funklende stoflighed. De tørre farvestifter findes i en rigdom af nuancer, og de lader sig i nogen grad blande på papiret. Farvekridt kræver ingen pensel eller væske, men er derimod det mest direkte malemedium - direkte fra hånden ned på papiret.

Nogen kan måske synes, at farvekridt er for børn. Men på samme måde som blokfløjten spænder fra de første famlende toner frem til virtuosen Michala Petri, således rummer Koncentration, Jørgen Lisborg
"Koncentration"
bronzerelief på skifer
22x33 cm
Jørgen Lisborg
farvekridt muligheder for et fuldgyldigt udtryk for vores oplevelse. De svage jordfarver fra pastelkridtene og de lidt disede landskaber ligger mit sind nærmest, og det passer med, at det, jeg oplever i naturen, udtrykkes bedst i bløde pastelfarver. Jeg finder det til stadighed som en udfordring at ramme samspillet mellem lyset og luften på forskellige tider af dagen. Jeg blev noget stolt den dag, da kunstmaler Edith Dueholm Jessen sagde til mig, at jeg var god til at male luft!"

Billedet "Pica Pica", tør pastel, 26 x 34 cm blev i efteråret 2006 antaget til den tredje internationale pastelbineale i Polen, hvor 24 lande var repræsenteret. Jørgen Lisborg blev meget stolt over, at billedet løb af med en pris.

Udstillingsdebut

Efter cirka 10 års kunstnerisk udøvelse med pastelkridt, blev det til en debutudstilling på Grindsted Bibliotek i marts 1984. Siden er det gået slag i slag med udstillinger i både ind– og udland såvel som flere censurerede udstillinger. Ligeledes er det med årene blevet til flere og flere udsmykningsopgaver - ikke alene med pastelkridt, men også med både store og små skulpturelle opgaver. Det kommer sig især af, at man har oplevet, at Jørgen Lisborg har vist gode evner til at præsentere et kunstnerisk spændende ideoplæg til enhver given opgave.

Bronze

Udover pastelkridt og akrylmalerier fremstiller Jørgen Lisborg også skulpturer i bronze. Tre kors på væg, Jørgen Lisborg
Tre kors på væg:Forslag til alterdekoration
i Grundtvigskirken i Esbjerg
Jørgen Lisborg
Processen starter med et laver et relief i ler, som bronzestøberen så laver en form af. For nylig var han på et kursus, hvor han lærte at skære motivet i linoleum. Det blev derefter brugt til at lave et aftryk i gips eller ler, som så endelig blev støbt i bronze. For at gøre arbejderne færdige til et kunstværk bliver bronzereliefferne fræset ind i sort sydafrikansk skifer eller i et flot stykke moseeg.

Jørgen Lisborg siger selv, at han med pastel og akryl udtrykker stemninger i naturen, mens motiverne i bronzeskulpturerne er symbolske eller religiøse. Han har lavet et par spændende løsninger på symbolsk kunst til kirker og er meget interesseret i at give idebaseret forslag med symbolik til kirkekunst.


Jørgen Lisborg
Engvej 23, 7200 Grindsted
Tlf.: 75 32 02 55

Hjemmeside - E-mail

Til toppen