Opal

Boulder opal fra Queensland
Rødt, grønt og blåt lysglimt
Jørgen Kjær Poulsen

Varieteter

Opal forekommer i bred forstand i to varieteter. Det drejer sig om ædelopal og almindelig opal. (Om opbygningen af ædelopal i et gitter af små bitte kugler af vandigt silikat se under afsnittet lysspil). Hvis der er pæn orden i netværket af disse kugler, fremkommer der et farvespil. Det opstår ved at lysstrålerne brydes i kuglernes mellemrum, samtidig med at der sker en bøjning af lyset (refraktion), idet strålerne støder på grænsen mellem opal og luft. I sådanne tilfælde taler man om ædelopal. Hvis der ikke er tale om noget lysspil, benævnes materialet som almindelig opal.

Almindelig opal har en overordentlig stor udbredelse og forekommer i mange udgaver, som det vil være for omfattende at beskrive grundigt under emnet opal. Ganske kort kan vi dog nævne eksempler som opalit, der er opal med chalcedon og indeslutninger af zinnober, prasopal, som er grønne opaler, hvor farven skyldes chrom, og chrysopal, der er gylden p.g.a. nikkel. Endelig vil vi nævne opaliseret træ, som er træ, der er forstenet i almindelig opal.

Som et kuriosum - og for at understrege, hvor udbredt almindelig opal er, kan vi
Flint fra Fyns Hoved
med overflade af almindelig opal
Jørgen Kjær Poulsen fortælle, at der skal almindelig opal til for at danne den danske flint. Det er Per Smed, der skriver om fænomenet i sin fantastiske bog "Sten i det danske landskab", Geografforlaget. Per Smed skriver således: "Flint består af kvarts, som normalt anses for uopløseligt i vand. Hvordan kan flint da i det hele taget afsættes af gennemsivende vand? Der er en 'kemisk smutvej', der kan forklare det. Koger man kvartssand med en base, kan sandet opløses. Der dannes stoffet natriumsilikat, som i daglig tale kaldes vandglas. I naturen koges kvarts normalt ikke. Smutvejen er, at der findes en porøs varietet med tilkoblede vandmolekyler: Opal SiO2, 2 H2O. Opal opløses, også ved normal udendørs temperaturer, af vand der indeholder baser. SiO2 kan da afsættes som flint. To betingelser skal altså være opfyldt, for at der kan dannes flint: Der skal være opal tilstede, og omgivelserne skal være basiske. Kalk er en base. Kiselsvampe, en primitiv dyregruppe havde skeletter af opal. Opalen opløstes og flintknolde dannedes." Senere på samme side skriver Per Smed: "Flint kan være helt hvid. Overfladen på flintknolde er fx ofte hvid. De hvide skorper er ikke rester af kalk, hvis ikke de bruser op med syre - så består de af opal."

Ædelopal

Som så mange andre ædelstene påstås ædelopalen at være den ædleste, smukkeste og mest fascinerende ædelsten i verden. Enkelte opaler kan da også
Cabochonslebet ildopal
Rødt, grønt og blåt lys være så rige på farver, at de dækker store dele af spektret. Farverne synes at ligge dybt inde i stenen og skifter til stadighed i kulører, når man bevæger den. Dette farveskift kan bevæge sig gennem hele spektret fra rødt over orange, gult, grønt, blåt til violet. Det kan også bare være fra grønt til blåt og violet - eller endda bare i de blå nuancer. Man siger om opaler, at de har det som DNA- profiler: Der findes ikke to helt ens opaler.

Lysspil

Ædelopalens kemiske formel er SiO2, n H2O. D.v.s. at den består af kiselsyre og vand, hvor det lille "n" fortæller, at vandindholdet kan være forskelligt. Sagt på en anden måde, kan man sige, at opal er en vandholdig siliciumoxid. Vandindholdet kan variere fra 2% til 10% - i sjældne tilfælde dog mere. Hårdheden ligger mellem 5½ og 6½ efter Mohs skala. Det er lidt mindre end flint, som har en hårdhed på 7.

Indtil år 1965 har man været meget enige om, at opal var et amorft mineral. Det vil sige, at det var ukrystallinsk. Men i dette år foretog man i både Tyskland og Australien uafhængigt af hinanden forsøg med elektromikroskop, der kunne forstørre 20.000 gange. Disse forsøg viste et fint netværk af kiselsyrekugler med
Opaliseret træ, dvs. forstenet i almindelig opal en diameter på mellem 0,00001 til 0,00005 mm. Det vil altså sige små kugler på under en titusindedel af en millimeter pænt struktureret i noget der kunne minde om kuglerammer. Kuglerammerne præsenterer sig skævt i forhold til hinanden, herved fremkommer fornemmelsen af farver i mosaik. Det er i de tilfælde hvor dette netværk af miniaturekugler findes, at man kan tale om lysbrydning (refraktion). Jo mere perfekt netværk des finere farvespil.

Størrelsen af kuglerne er bestemmende for hvor store mellemrummene er og dermed hvilke bølgelængder af lys der kan passere og igen hvilke farver det resulterer i. Til de korteste bølger svarer violet, derefter kommer blåt, grønt, gult, orange og rødt med jævne overgange. Hvis vi nu har en opal med bølger, der svarer til grønt, vil det som regel også give plads til den blå og måske violette - altså bølger der er kortere end grøn. Rødt fremkommer ved de største mellemrum. Det er for det meste sådan, at opaler med den røde farve er de mest værdifulde, idet de samtidig vil vise farverne der fremkommer ved mindre mellemrum, altså orange, grøn og blå og violet, når man bevæger opalen frem og tilbage. Her kan det være en hjælp for hukommelsen at tænke på forløbet i farvecirklen.

Farveglansen bestemmes af, hvor perfekt og regelmæssigt gitteret af kiselsyrekugler er opbygget. Lysbrydningens intensitet er også bestemt af, hvor gennemskinnelig opalen er, eller hvilken baggrundsfarve den har. Baggrundsfarven har ligeledes betydning for, hvor varieret opalerne fremtræder og dermed også for værdisætningen af dem.

Girasol fra Lightning Ridge
Blåviolet, 14 karat guld
Jørgen Kjær Poulsen

Lidt historie

Dronning Victoria, som levede fra 1819 til 1901, var meget fascineret af de nye forekomster af ædelopaler, som i den sidste halvdel af det nittende århundrede blev importeret fra Australien. De første få stykker var blevet fundet af guldgravere allerede i 1863. Det er dog først i 1890 at man taler om egentlig minedrift ved White Cliffs. Indtil da var det Ungarn, der var kendt for de smukkeste opaler i verden. Det var de såkaldte ”Böhmiske” opaler fra minerne nær ved Cervenica. Et område der i dag hører til det østlige Slovakiet. Senere har man fundet opaler i Brasilien, Guatemala, Honduras, Japan og Nevada i USA m.fl.. Men de nye forekomster i Australien overgik langt både de ellers meget værdsatte opaler fra Ungarn samt de andre nævnte landes opaler - både hvad angik lysspil og glans.

Den egentlige geologiske historie om Australiens ædelopaler starter for over 100 mio. år siden. På den tid bestod store dele af det centrale Australien af store indsøer, hvor der blev aflejret kiselsyreholdigt sediment ved søernes bredder. En mængde af disse sedimenter blev ved forvitring frigjort til kiselsyreopløsning, som udfyldte revner og sprækker i klipperne, i lerlagenes mellemrum ja endda som forsteningsmateriale i fossiler. Noget af denne kiselsyre blev omdannet til ædelopal. Og her er det værd at tænke på, at den rest af vand, man taler om i den australske ædelopal, altså stammer helt tilbage til de 100 mio. år gamle
Ildopal råsten fra Mexico, rødt og grønt lys indsøer. Det usædvanlige ved den australske ædelopal er forøvrigt, at den i sin oprindelse er dannet med udgangspunkt i sediment. Til sammenligning kan fortælles, at fx ildopal fra Mexico er dannet ved vulkanisme.

I mange år foregik gravning efter opal under meget barske vilkår, da det som før nævnt var guldgravere, der var de første, der opdagede det farvestrålende materiale. Vi hører dog stadig om de primitive arbejdsmetoder, hvor lykkejægere graver sig 20 til 25 meter eller mere ned i jorden og her laver de minegange, hvor de søger ædelopalen. Det ser ud til på billeder fra sådanne miner, at de graver sig ned under de opalførende lag. Det beskrives som et hårdt men spændende job. Man fandt meget tidligt ud af, at små stearinlys var det mest fantastiske lys til at afsøge sprækker og revner for ædelopal. Forsøg med dyre installationer i elektrisk lys faldt ikke heldigt ud. Ved fund af opal var det bare med at komme i gang med hammer og mejsel for at finde ud af, hvor værdifulde fundene var. Det var dog vigtigt, at det foregik med forsigtighed - og gerne med stor erfaring.

De mest kendte områder med opal i Australien er Lightning Ridge og White Cliffs, som begge ligger i New South Wales nordvest for Sydney. I Sydaustralien nord for Adelaide ligger Mintabie, Coober Pedy og Andamooka som de mest
Indre af boulder opal fra Queensland, violet lys kendte. Endelig ligger Opalton, Quilpie og Yowah i Queensland vestnordvest for Brisbane.

Hvordan værdisætter man ædelopal?

Der er flere faktorer, som er bestemmende for, hvilken værdi en ædelopal bliver vurderet til. Som det vigtigste lægges der vægt på farvespillet, hvor man nævner det store farvespil som det mest sjældne. Som det næstvigtigste peges på farven, og her er rød den absolut mest værdifulde. Herefter kommer mønsteret i farverne, med de brede mønstre som mest sjælden. Baggrundsfarverne i stenene har også betydning for farvespillet, og endelig kan vi nævne hvor klar eller usløret den færdigslebne smykkesten fremtræder. En ædelopal kan være overordenligt kostbar sten, når et kraftigt usløret dybt farvespil med udgangspunkt i den røde farve breder sig over hele stenens overflade.

Til beskrivelse af farvespillet, bruger man betegnelser som "Pinfire" - når der kan ses små prikker af farve. "Flash" - når der ved bevægelse af stenen kommer brede, irregulære farveglimt frem. "Harlekin" - når stenen viser farvefirkanter af uregelmæssig størrelse, som tilsammen kan minde om patchwork. "Flame" - når der i en gennemskinnelig og gennemsigtig opal ikke viser sig et genkendeligt
Mælkeopal fra New South Wales
Grønt og blåt lys, hvidguld
Jørgen Kjær Poulsen mønster, og farvespillet samtidig viser sig med een farve ad gangen som et strejf henover den slebne ædelopal.

Den sorte opal fra Lightning Ridge, samt opaler med sort eller grå baggrund er mest efterspurgt, da de mørke baggrunde bedst fremhæver farvespillet. Som tidligere nævnt er det røde farvespil det mest værdifulde tæt efterfulgt af den grønne. Girasol eller "Crystal opal" er en meget værdifuld ædelopal, som kommer fra Andamooka. Den er transparent og værdsat p.g.a. dybden og intensiteten i farvespillet. Sluttelig skal nævnes boulderopalen fra Queensland. Den findes i årer eller som udfyldninger af hulrum i en mørk, ofte køn rødbrun, jernholdig modersten (matrix). Denne modersten opleves som en meget smuk baggrund for ædelopalens farvespil. En del ædelstenseksperter anser boulderopalen for at høre til blandt de fineste af ædelopalerne.

Det er vigtigt at passe godt på sit smykke i ædelopal. Mister opalen vand, vil den tabe farvespillet og i svære tilfælde udvikle sprækker. Ædelopal tåler ikke ophedning og stærk lys, som vil udtørre den. Den er porøs og er følsom overfor tryk, syre og stærke opløsningsmidler.

---

Hovedkilder:

• Ædelstene i farver, Ove Dragsted, Politikens Forlag 1972
• Ædelstene, Walter Schumann, Gads Naturbøger 1978
• Sten i det danske landskab, Per Smed, Geografforlaget 1988
• Vareleksikon, Karl Meyer, Aschehoug Dansk Forlag 1952