Tugtupit
Råsten i tugtupit, Kvanefjeld, Grønland I den ganske korte periode hvor den grønlandske blomsterflora vælder op, er det værd at lægge mærke til den arktiske tuelimurt, idet den kan minde en del om tugtupitens sjældne lillarøde farve, når den er mest intens rød. Farven på tugtupiten kan variere fra en stærktlysende mørkerød tone i den lilla retning af farvecirklen over mere dæmpede røde toner til den næsten hvide farve. Det er en usædvanlig smykkesten, som blev opdaget i 1957 i nærheden af byen Narssaq. Omtrent på samme tid har man fundet mindre forekomster på Kolahalvøen og i Canada. Disse tre områder har på mange måder geologiske fællestræk. De mest kendte grønlandske lokaliteter er Kvanefjeld og Tugtup Agtakôrfia som begge tilhører Ilimaussaqintrusionen (intrusion betyder indtrængen), men efterhånden er der fundet Tugtupit på flere lokaliteter i området omkring Narssaq. Forøvrigt er hele dette område et meget søgt sted for mineralsamlere p.g.a. mulighederne for sjældne fund.
Ilimaussaqintrusionen er dannet ved, at en smeltemasse af sjælden sammensætning for
omkring en 1.400 millioner år siden fra dybet er trængt op i de overliggende bjergarter og
størknet i gange (sprækker) eller har kilet sig ind mellem lagene af granit, sandsten og
basalt, som området bestod af. I dag har erosion fjernet de overliggende lag og
Centersmykke i tugtupit, rød turmalin og
ferskvandsperler
Lis Kubel
kompleksets bjergarter er i et 80 kvadratkilometer stort område blottet på overfladen på
begge sider af Tunugdliarfik. Forskellige forhold har bevirket, at bjergarterne i Ilimaussaq
har en usædvanlig kemisk sammensætning, således at man i området finder en del globalt
set sjældne mineraler.
For grønlænderne er tugtupit nok det mest interessante mineral, der findes i Grønland, idet det er det eneste, der har opnået en vis international anseelse. Mineralet blev tidligere kaldt beryllium-sodalit, svarende til det lignende fund på Kola-halvøen, men da det blev bestemt som et selvstændig mineral, fik det i 1965 godkendt mineralnavnet tugtupit. Navnet skyldes den danske mineralog og geolog professor Henning Sørensen, som henviste til fundstedet Tugtup Agtakôrfia, hvor Tugtu betyder rensdyr og Agtakôrfia affaldsplads. Grønlænderne mente dengang, at det var en "rensdyrkirkegård" - et sted, hvor rensdyrene gik hen for at dø i ensomhed. Tugtupit har en hårdhed på 4 efter Moh’s skala. Den forekommer ofte med indeslutninger af ledsagemineraler som kan bestå af hvid albit, analcim, nefelin, grønsorte krystaller af ægirin, gul pyrochlor, sphalerit, lysviolet ussingit og sort arfvedsonit. Der er drevet rovdrift på tugtupit i mange år, således at især forekomsterne af den smukkeste mørkerøde kvalitet i dag er ganske udtømte og dermed ligger på et ret højt prisniveau.
En af de spændende oplevelser ved tugtupit som smykkesten er, at den påvirkes kraftigt
af UV-stråling. Ved ganske få minutters ophold i solen vil den røde farve påvirkes af
Centersmykke i tugtupit, turmalin
og sorte ferskvandsperler
Lis Kubel
solens ultraviolette stråler og få den røde farve til at blusse op, som når en sød pige i
"gamle dage" blev overrasket og rødmede klædeligt. Denne egenskab ved stenen har
været med til at skabe en del overtro omkring den. Historien fortæller bl. a. at beboerne i
den lille by Narssaq drog op i bjergene for at finde den smukke lillarøde sten, idet man
mente, at den ville bringe lykke. En anden overlevering går på navnet Tugtup (rensdyr),
som også er et grønlandsk pigenavn. Den unge pige Tugtup drog op på Kvanefjeld og
fødte i dølgsmål, og der hvor efterbyrden og blodet faldt opstod tugtupiten. Det var meget
tydeligt, at tugtupitens røde farve blev koblet sammen med blodets farve. Gemmer man
sit smykke af tugtupit i en skuffe, vil farven langsomt bleges, men straks smykket
kommer op i dagslyset, vil den røde farve blusse op igen.
Hovedkilder:
- Ædelstene i farver, Ove Dragsted, illustreret af Otto Frello, Politikens Forlag 1972
- Geolog Jón Olaf Svane, Århus